Tandkødsbetændelse og paradentose hører til blandt de hyppigst forekommende sygdomme hos mennesker overhovedet.
Paradentose opstår oftest hos personer i 30-40 års alderen. Efter 40-års alderen er paradentose den hyppigste årsag til, at man mister tænder.
Der er flere parametre, som påvirker udviklingen af paradentose. Der findes genetisk disponering for sygdommen,
ligesom rygning og ukontrolleret diabetes begge påvirker udvikling og behandlingsprognose i negativ retning. Det
er dog altid en forudsætning for parodontosens udvikling, at der forekommer bakterier.
Overgangen mellem tand og tandkød er et ansamlingssted for bakterier. Får bakterierne lov at sidde udvikles
tandkødsbetændelse og med tiden evt. paradentose. Ved paradentose sker der en opløsning af de små fibre, som
holder tanden fast til knoglen og efterfølgende mistes knogle. Denne destruktion fører med tiden til, at tanden
mister fæste og kommer til at sidde løs.
Paradentose giver sjældent symptomer, før fæstetabet er omfattende. Der er derfor vigtigt, at din tandlæge eller
tandplejer regelmæssigt kontrollerer tandkødslommernes dybde og renser disse.
Det vigtigste formål med behandling af paradentose er at standse sygdommen, så tænderne ikke mister mere fæste og man
derved kan bevare tænderne på lang sigt.
Omkring alle vore tænder har vi en tandkødslomme, som ved sundt tandkød er op til 3 mm dyb, og tandkødet sidder stramt
ind til tænderne. Når tandkødslommen (pochen) måles til 4-5 mm, kaldes det overfladisk paradentose. Når tandkødslommen
(pochen) måles til 6 mm eller derover, kaldes det egentlig paradentose.
Behandling af paradentose indeholder opmåling af tandkødslommer, information om paradentose, instruktion i renhold og
tandrensning over tandkødsniveau samt i tandkødslommer.
En meget vigtig del af behandlingen af paradentose er grundig hjemmehygiejne. Dvs. tandbørstning 2 gange dagligt samt
rensning mellem tænderne med mellemrumsbørster, tandstikker eller tandtråd.